Cykelruter i naturparken

I og omkring Naturpark Nakskov Fjord finder du tre smukke dagcykelture på henholdsvis 37, 39 og 51 km. Turene er udviklet af Naturlandet Lolland-Falster. De kan naturligvis forkortes, hvis du har lyst.

Langs Fjorden (37 km)

Langs Danmarks ørigeste fjord oplever du den ene flotte udsigt efter den anden fra diget med fin cykelsti. Du oplever bugter, vige, pynter og læs samt den fine fiskerlandsby, Langø. Landskabet er åbent og alligevel fornemmer du små forhøjninger, som er gamle øer i det som vi kalder Det Forsvundne Ørige. Langs ruten er der mulighed for fine fugleoplevelser, og måske ser du en stor havørn svæve over fjorden.

Ruten tilbage fra Albuen går ad mindre veje gennem Kappel og Vestenskov. Undervejs er der flere fine kulturmiljøer, nye og gamle møller eller du kan besøge Peter Have, der rummer én af Nordeuropas største private plantesamlinger.

​Cykelruten er en Panoramarute, den er skiltet med blå skilte med symboler - du skal bare følge ”vindmøllerne”.

Det flade Lolland (39 km)   

På ruten Det flade Lolland skal du kigge langt efter bakker og dale. Ruten er mest af alt karakteriseret af åbne vidder, hvor du kan se langt. Dog brydes ruten halvvejs af en smuk tur gennem Rudbjerggårds frodige kystskove, hvor det fine Vindeholme slot ligger.

Noget af det flade er tidligere havbund, hvor man kunne sejle rundt, inden de store digebyggerier i 1870-erne. Resten af det flade er høvlet fladt under sidste istid. Men du kan alligevel opleve bakker ved Hoby, Sølvbjerghøj og Maglehøj, der er Sydlollands højeste sted. Alle tre steder er istidsaflejringer, hvor der tidligere og nu er gravet grus.

​Cykelruten er en Panoramarute, den er skiltet med blå skilte med symboler - du skal bare følge ”slottet”.

Nordens drue (51 km)

Dette er en af vores længste ruter, men den kan nemt afkortes, hvis du synes den bliver for lang. Det er en afvekslende rute gennem landskabet på Nordvestlolland. Du oplever både lidt af Naturpark Nakskov Fjord, det fine herregårdslandskab ved Frederiksdal, små hyggelige landbyer og længst mod nord Onsevig, der har en særlig idyl.

Undervejs kan vi anbefale et længere stop ved Frederiksdal, hvor de laver lækre kirsebærvine af egne bær eller besøg naturcenteret midt i parken, hvor du kan hilse på en udstoppet havørn og læse meget mere om området. Du kan også tage en forfriskende badetur ved Onsevig.

​​Cykelruten er en Panoramarute, den er skiltet med blå skilte med symboler - du skal bare følge ”kirsebærrene”.

 

Der er mange flere spændende ruter

Naturlandet Lolland-Falster kan tilbyde i alt 20 skiltede oplevelsesruter med masser af seværdigheder. De fleste ruter er dagsture, men den længere Naturlandet Rundt med overnatninger undervejs kan også varmt anbefales.

Der er endnu flere spændende ruter

Der er dog ikke lavet foldere og skilte til disse ture, men de kan findes på vores app, Naturlandet Lolland-Falster. Der er både små og længere vandreture, cykelture, bilture og meget andet. Undervejs kan du se en masse seværdigheder, overnatningssteder, indkøbsmuligheder, toiletter mm.

Ved Naturpark Nakskov Fjord finder du blandt andet Nakskov Ringsti, Med Postbåden rundt, Hestehovedet, Frederiksdal Gods, Fiskerbyen Langø eller længere ruter, der kommer gennem området. Her kan nævnes den Nationale cykelrute 8, Munkevejen eller Naturlandet rundt. 

Der er meget at se og opleve i Naturlandet Lolland-Falster.

Læs mere på siden Natur App.